WWE 2K24

WWE 2K24

Det lader til, at WWE 2K-serien virkelig havde brug for at opleve den tragedie, der var WWE 2K20, et af de værste spil, jeg nogensinde har spillet. Det fik udviklerne til at vælge at sætte serien på pause, som havde været meget middelmådig selv før dette spil. Genkomsten af WWE 2K22 og titlen fra sidste år har genoplivet serien, og WWE 2K24 fortsætter ad denne vej med et meget godt spil, som desværre har nogle klassiske problemer, der aldrig synes at forsvinde. Det er svært for mig at give slip på tristessen fra for fire år siden, men det virker, som om tiden er inde nu. 2K24 tilbyder stort set alt, hvad jeg har brug for og ønsker af et wrestling-spil, fra godt gameplay til dybe spilmodes. Men hvor svært kan det være at fikse ting som hårfysik? I hvor mange år har hår set ud som tråde, som om det er frosset til is, flyver rundt alle vegne eller skærer lige igennem en wrestler? Mange år, er svaret. Ellers ser spillet for det meste godt ud, og selvom nogle ansigter har fået for lidt kærlighed og er blevet gennemtævet af en stol for mange gange under udviklingen, er kvaliteten af de centrale visuelle elementer overraskende solid.

Kvaliteten af det, der sker i ringen, er også god. Der er ikke sket de store ændringer fra det, vi så sidste år, hvilket er en god ting. Det, der blev tilføjet, er et lille minispil, når wrestlerne udveksler slag, du ved det klassiske “du slår mig, jeg slår dig, du slår mig, jeg slår tilbage”. Nu gælder det om at time slagene ved at holde knappen nede for slagene og få måleren til at lande i en konstant krympende zone. Den, der fejler tre gange, har tabt kampen og er den, der trækker det korteste strå. Den største ændring er velkommen. Systemet med gæstedommere er blevet omarbejdet. Alle karakterer kan nu være “gæstedommer”, uanset om det er en kvinde i en kamp med to mænd, en manager eller en ven til en af deltagerne. Det har tidligere været muligt at have eller være gæstedommer, men så havde de deres normale tøj på. Nu har alle deres egen indgang og en klassisk sort-hvid dommertrøje. Hvis du vælger at spille dommer, er det op til dig at tælle 1, 2, måske 3. Hvor hurtigt eller langsomt du vil tælle, er op til dig. Det er også muligt at snyde og sige, at en deltager gav op, når han kæmper i et submission hold. Du kan skifte mellem dommer-mode, hvor du bare gør det, dommere gør, og wrestler-mode, hvor du kan kæmpe, hvis du vil. Hvis dommeren er computerstyret og har et positivt forhold til en deltager, vil det give dem fordele. Det modsatte, hvis det er en, den ikke kan lide.

Der er dog stadig nogle problemer i ringen som en påmindelse om den svundne 2K20-æra. Teleportering sker stadig over korte afstande, der er kluntede animationer, som får slag til at ramme helt ved siden af, og ringrebene ser ud til at være ude på at ødelægge så meget som muligt. Flere gange er jeg blevet fanget helt, ellers er mine kropsdele blevet bøjet i groteske retninger af rebene. En gang lykkedes det mig at komme fri, men så svævede jeg i stedet over jorden. Den slags skal snart væk, for det fjerner noget af det sjove ved spillet. Heldigvis har udviklerne tilføjet nogle nye kamptyper for at forsøge at lappe på disse sprækker. De tre nye, udover gæstedommerne, er Casket, Gauntlet og Ambulance Match. Listen over tilgængelige kamptyper er nu meget stor. Casket er Undertakers hjemmebane, hvor det er nødvendigt at lægge nogen i en kiste og lukke låget. The Gauntlet er en knockout-kamp af typen “winner stands”. Når en har tabt, kommer en anden ind. Sådan fortsætter det, indtil alle er blevet slået ud, og der kun er én tilbage. Ambulance Match er præcis, hvad det lyder som. Smid en person ind bag i ambulancen, og luk dørene for at vinde. Ligesom med kamptyperne tilbyder dusse modes en masse dybde. Det store fokus i år er på 2K Showcase of the Immortals. Wrestlemania fylder 40 år, og det fejrer 2K ved at tilbyde… 21 kampe. Nogle “Manias” har ikke engang en kamp. Hverken den allerførste eller den anden udgave har nogen kamp med, hvilket føles mærkeligt. At fejre den lange historie uden at have noget med fra starten, er lidt tvivlsomt. Meget afhænger nok af, at langt de fleste mennesker derfra ikke er med i spillet. Den første kamp er i stedet fra Wrestlemania III med en af de allerbedste kampe nogensinde, Ricky “The Dragon” Steamboat mod “Macho Man” Randy Savage. Ligesom tidligere år i Showcase spiller vi med mål, og efter at have gennemført dette, overgår kampen sømløst til faktiske optagelser fra kampen. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere lyd fra kampene, mens man spiller, i stedet for generisk musik, men spiltilstanden er alligevel en fin hyldest.

WWE 2K24

MyRise er tilbage med samme fokus som sidste år. Der er to forskellige historier, en for en brugerdefineret mandlig karakter og en for en kvindelig karakter. 2K ser ud til at ville skabe en slags univers (WWE Universe?!), nu hvor mange bipersoner fra sidste års udgave vender tilbage i forskellige former her. De spilbare figurer fra sidste år er også nævnt. Historien for den mandlige karakter er, at Roman Reigns er uovervindelig, men er blevet træt og forlader bæltet for at tage til Hollywood. Det giver din karakter, som har været i WWE i to år uden succes, en chance i en lille turnering. The Dark Horse, som han kaldes, forsøger derefter at skabe sit eget lille dynasti. Den kvindelige modpart begynder som ejer af et indie-show kaldet TBD. Hun får så modvilligt chancen i WWE og må kæmpe med ikke at have så meget kreativ frihed som i sit eget show. Begge historier er sjove at spille igennem og er en god ramme at sætte tænderne i som solospiller. Det er også den klassiske universe mode sandbox mode, hvor du er gud. Du kan planlægge shows ned til mindste detalje og i bund og grund gøre, hvad du vil. Jeg kan sagtens se spillere bruge hundredvis af timer her. Det kan man bestemt også i MyGM, en spiltilstand, der kom tilbage for et par år siden. Det gælder også her om at planlægge shows og gøre dem så gode som muligt, men her konkurrerer du mod mindst én anden person (computerstyret eller en (u)ven). Book de bedste kampe, og få flest fans. Der er et par små tilføjelser i år. Det er nu muligt at udveksle (trade) wrestlere med et andet show, flere kamptyper, flere titler, nogle ekstra shows og GM og talentspejdere til at finde nye evner. En af mine yndlingsting hvert år er at tage en computergenereret free agent, som er fuldstændig ubrugelig, og hvoraf mange er med i MyRise på den ene eller anden måde, og gøre dem til superstjerner. Tilstanden er selvfølgelig sjovere med en ven, men fungerer også fint alene. Online-delen består i at oprette en lobby og spille forskellige typer kampe. Otte spillere er maksimum, selv i Royal Rumble med 30 deltagere, hvoraf de 22 altså vil være computerstyrede.

WWE 2K24

Det efterlader os med det, der sandsynligvis er spillets mest kontroversielle tilstand. MyFaction. Det er en Ultimate Team-lignende spiltilstand, hvor man skal købe kortpakker. Der er tydeligvis et marked for dette, og pengene vil rulle ind, men samtidig føles det ikke, som om wrestling er en genre, der har brug for dette. Da det blev introduceret for et par år siden, var det ikke engang muligt at spille online, hvilket heldigvis har ændret sig. Så tag dine kort med ud i onlineverdenen, eller spil forskellige udfordringer offline. Spilletilstanden er god til det, den er, men som sagt er den ikke nødvendig. WWE 2K24 fortsætter på det samme behagelige spor, som toget har rullet på i et par år, siden WWE 2K20 kørte af sporet. Det er sjovt at spille, ser godt ud, har en masse varierede spiltilstande og kamptyper og en fin hyldest til Wrestlemanias 40-årige historie. Der er stadig et par små irriterende problemer, men ikke store nok til at forringe den samlede spiloplevelse.