Europa kommer sent til atomkraftens fremtid: »Et kapløb er undervejs«

Da statsledere, eksperter og organisationer i sidste uge mødtes i Bruxelles til det første topmøde om atomkraft, Nuclear Energy Summit, var Belgiens premierminister den første til at indtage scenen.

Illustration: Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) / Youtube.

»Vi er kun nogle få skridt væk fra Atomiummet,« indledte Alexander De Croo sin tale med henvisning til den over 100 meter høje, sølvfarvede skulptur, der forestiller et forstørret jernkrystal med ni atomer bygget til Verdensudstillingen i 1956.

»Det var et ekko af optimismen om atomkraftens tidsalder og reflekterede menneskelig opfindsomhed. Atomium inspirerede kommende generationer og er selve grunden til, at vi mødes her i dag,« sagde Alexander De Croo og hævede stemmen for at understrege, at atomkraft »skal« spille i en rolle i en klimaneutral verden.

En anden, stik modsat fortolkning af Atomium-skulpturens symbolik er imidlertid, at atomkraft aldrig blev til den store energirevolution, som mange håbede på. Også selvom atomkraft ifølge FN er nødvendig og udleder mindst CO₂ og andre drivhusgasser sammenlignet med andre energiteknologier.

Det skyldes folkelig modstand i 70’erne og 80’erne, men også – og muligvis mere afgørende – at konstruktionen af mange atomreaktorer især i vestlige lande har vist sig meget besværlig med mange års forsinkelser og overskredne budgetter.

Sådan blev det også udlagt fra EU’s højeste magt til atomkrafttopmødet i Bruxelles:

»Atomkraftens fremtid afhænger af industriens evne til at levere til tiden og budgettet,« konstaterede EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på talerstolen under Nuclear Energy Summit torsdag 21. marts i konferencecenteret Brussels Expo i Belgiens hovedstad, Bruxelles. Illustration: Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) / Youtube.

Industrien har allerede et teoretisk svar på kommissionsformandens krav: Små modulære reaktorer, SMR’er, (på op til omkring 300 MW) kan på få måneder produceres på fabrikker til en brøkdel af prisen på de store, konventionelle reaktorer (1.000-1.500 MW). 

I hvert fald i teorien, fordi der i dag ikke findes nogen SMR’er som hyldevarer. De ligger stadig på tegnebrættet.

Det tegner imidlertid til at blive en indbringende industri for dem, der formår at levere SMR’er til billige penge. SMR’er forventes i 2030 at omsætte for et beløb svarende til 50-100 milliarder danske kroner om året og stige herfra, vurderer forskellige analysefirmaer.

Et af de store spørgsmål, der nu trænger sig på, er derfor, om ordrerne skal afgives i euro, amerikanske dollars, russiske rubler, kinesiske yen eller en helt anden møntfod. Det adresserede blandt andet Ursula von der Leyen på topmødet i Bruxelles torsdag.

»SMR’er er en lovende teknologi, og et kapløb er undervejs,« sagde hun.

SMR-projekt må opgives

Mange steder i verden udvikles der på SMR’er, men i kapløbet kæmper især Europa, USA, Kina og Rusland om førerpositionen. Det handler ikke alene om penge, men også om at være selvforsynende, fordi man ikke ønsker at være afhængig af teknologier fra fremmede magter.

»Energipolitik er blevet til sikkerhedspolitik,« er blevet en parole, som politikere og eksperter har gentaget, efter at Rusland invaderede Ukraine i 2022, og EU besluttede at gå væk fra russisk gas så hurtigt som muligt, fordi præsident Vladimir Putin kan bruge den som et politisk våben.

I Europa udvikles der i øjeblikket på mindst 13 SMR-designs fra store som små aktører. 

De store tæller blandt andre den britiske ingeniørvirksomhed Rolls Royce og den franske energigigant EDF. Begge arbejder på at lave miniudgaver af konventionelle trykvandsreaktorer (forkortet PWR), som er den mest udbredte reaktortype.

Konceptbillede af EDF’s SMR, Nuward, som efter planen skal opføres fra 2030. Illustration: EDF.

Andre steder i Europa arbejdes der på SMR’er, der betegnes som såkaldte avancerede reaktorer. Det er en helt ny slags reaktorer, der fundamentalt adskiller sig fra de kendte teknologier, hvilket giver en række fordele eksempelvis i forhold til sikkerheden.

Et eksempel er smeltesaltsreaktorer, hvor brændslet opløses i smeltet salt, der desuden fungerer som kølemiddel. I teorien kan denne slags reaktorer ikke løbe løbsk og nedsmelte, som det skete under Tjernobylulykken i 1986 i det nuværende Ukraine.

Danmark er med

I Danmark udvikler de to virksomheder, Copenhagen Atomics og Seaborg disse smeltesaltsreaktorer, der oven i købet klassificeres som SMR’er, fordi de har en kapacitet på omkring 100 MW (cirka en tiendedel af en moderne, konventionel reaktor) og kan masseproduceres på reaktorer.

Begge virksomheder hævder at have kommercielle reaktorer klar inden 2030, men eksperter anser udmeldingerne for at være for optimistiske. Det samme gælder for andre europæiske SMR’er, heriblandt fra Rolls Royces og EDF’s, selvom de formentlig kommer på markedet før avancerede reaktorer.

For at støtte op om de europæiske udviklere lancerede EU-Kommissionen i februar i år European Industrial Alliance on SMR’s for at få en europæisk SMR klar i begyndelsen af 2030’erne. Som med alt muligt andet handler det nemlig om at komme først for at kapre markedet.

Af den grund har USA’s regering kastet over 200 millioner amerikanske dollars efter udvikleren Nuscale, der i november sidste år måtte opgive at bygge sin første reaktor i delstaten Idaho, fordi projektet viste sig at blive langt dyrere end forventet. Det skulle have været USA’s første SMR med planlagt opstart omkring 2030. 

Nuscale er nu i krise, måtte for nylig fyre knap 150 ansatte og oplever en stærkt faldende aktiekurs. Mindst 19 andre SMR’er udvikles af amerikanske virksomheder, blandt andre de erfarne virksomheder Westinghouse og GE Hitachi. Begge er imidlertid fortsat årevis fra at have en SMR på markedet.

Kina og Rusland er foran

Imens står der allerede SMR’er klar i Rusland og Kina, hvor de producerer elektricitet til elnettet.

I en øde del af det nordøstlige Rusland blev det flydende atomkraftværk, Akademik Lomonosov, tilkoblet elnettet tilbage i 2019 som den første SMR nogensinde. Det er et design, som forventes at blive udbredt, når man har gjort det bedre og billigere ud fra erfaringerne med prototypen.

Slæbeskibe bugserer det flydende russiske atomkraftværk, Akademik Lomonosov, på plads. Illustration: Rosatom.

Rosatom arbejder desuden på at opføre en landbaseret SMR, RITM-200 på 55 MW, i det nordlige Rusland og forventer at bygge hundredvis af dem i de kommende år med et mål om at komme til at sidde på mindst 20 procent af det globale marked. 

Rusland er desuden ene om at producere det højt berigede HALEU, som SMR’erne fra Rolls Royce og andre vestlige producenter efter planen skal køre på. Kun Kina vurderes at have infrastrukturen til inden for de næste år at kunne konkurrere med Rusland på produktionen af HALEU.

Yderligere mindst 14 forskellige SMR’er udvikles i Rusland, der i dag eksporterer mere atomkraftteknologi end noget andet land i verden.

Også Kina er foran

I december sidste år tilsluttede det statsejede energiselskab China National Nuclear Corporation, CNCC, for første gang i verdenshistorien en avanceret reaktor til elnettet med deres HTR-PM-projekt (som faktisk består af to små modulære, avancerede reaktor på hver 100 MW) på Shandonghalvøen.

Den første af to trykbeholdere til de kinesiske SMR’er i HTR-PM-projektet blev løftet på plads inde i reaktorbygningen i 2016. Illustration: China National Nuclear Corporation (CNCC).

Det skete efter 12 års arbejde med at bygge reaktorerne og de omgivende bygninger samt infrastruktur, der følger flere års massiv forskning fra forskere på Tsinghua University, der begyndte med at bygge deres første SMR-prototype helt tilbage i 1995. 

Mindst 9 andre SMR’er udvikles i Kina, der blandt andet vil smække dem ind i udtjente kulkraftværker for at genbruge bygninger, transformere og anden infrastruktur, som reducerer prisen på at få de små reaktorer udbredt.  

»Det er bestemt sent«

Kort opsummeret halter Europa – og for så vidt også USA – efter Rusland og Kina. 

Det store spørgsmål er så, om de europæiske udviklere er kommet så sent i gang med at designe fremtidens små atomreaktorer, og om EU er for sent ude med opbakningen til dem, så Europa ender sidst i kapløbet.

»Det er bestemt sent,« sagde Fatih Birol, der er administrerende direktør i Det Internationale Energiagentur, IEA, til mediet Bloomberg under sidste uges topmøde om atomkraft i Bruxelles og udtrykte på samme tid ærgrelse over, at atomkraftindustrien i Europa i mange år har været i forfald.

Kina står til at vinde kapløbet og tage den største del af det globale marked i 2050, vurderer analysefirmaet Wood Mackenzie. Denne konklusion bakker den britiske tænketank New Nuclear Watch Institute og tilføjer, at Rusland står til at tage andenpladsen, eftersom regeringen i Kreml ligesom Kinas regering kaster massiv statsstøtte efter at få kommercielle SMR’er klar.

EU vil officielt være »strategisk uafhængige« af Kina, Rusland og andre lande, når det kommer til SMR’er, men har kun afsat 27 millioner euro til formålet.

»For at kunne konkurrere med Rusland og Kina, bør regeringer i OECD-lande (38 primært vestlige lande, heriblandt Danmark, red.) overveje lignende støtteprogrammer,« skrev New Nuclear Watch Institute blandt andet i en rapport, der udkom kort før nytår.

Afhængige af Rusland – igen

Intet er imidlertid afgjort endnu, og kapløbet er først for alvor lige begyndt. Men det ser ikke alt for godt ud for Europa, der i dag er stærkt afhængig af Rusland i forhold til konventionelle atomkraftteknologier og af Kina, hvor tæt på 100 procent af solcellerne og en voksende andel af vindmøllerne importeres fra – og som modsat Europa allerede har SMR’er i drift.

Ud over at gå glip af markedsandele risikerer Europa at blive endnu mere energiafhængige af Rusland og/eller Kina, end vi er i dag.