Warhammer 40,000: Rogue Trader
Warhammer 40,000: Rogue Trader
Verdens mest populære figurkrigsspil, Warhammer 40,000, har siden sin undfangelse i 1987 udviklet sig til at blive meget mere end terningekast og dukkeskubberi. Det dystopiske fremtidsunivers, særligt kendetegnet ved sin overdrevne og semisatiriske grusomhed – ofte kaldet “grimdark” – er blevet en af de mest uimodståelige rejsedestinationer for eskapistiske legebørn med hang til fascistoide supersoldater, sindsfortærende rummagi og krigsforbrydelser på galaktisk skala.
Computerspil har selvfølgelig spillet en vigtig rolle i at virkeliggøre og udbrede Kaosgudernes knap-så-gode budskab til et større publikum, men hvor markedet i tidens løb er bugnet med utallige action- og strategispil af stærkt svingende kvalitet, så er de mere introspektive og karakterdrevne rollespilsoplevelser på det groveste blevet forsømt. Derfor praler russisk-cypriotiske Owlcat Games da også med at have bygget “det første computerrollespil i Warhammer 40,000-universet” – en bedrift jeg på alle måder hylder dem for, uden helt at forstå hvorfor det har taget så lang tid.
I Rogue Trader er du hverken overmenneskelig kampsoldat eller ansigtsløs hærfører for talløse fodtudser. Du er en uventet arving til von Valancius-slægten, et oldgammelt dynasti af magtfulde rogue traders – opdagelsesrejsende handelsbaroner, hvis politiske særstatus bevirker større frihed til at navigere det ellers fremmedfjendske og bondkorrupte Imperium. Efter en kort prolog, hvor rygge bliver dolket og mekanikker præsenteret, sidder du pludselig på skibstronen som enevældig hersker over et kilometerlangt rumskib og de tusindvis af sjæle som knokler for at holde det i gang. Forude venter heltedåd og eventyr – men der mørke skyer på horisonten.
Inden du overhovedet kommer så langt, skal du selvfølgelig først bygge din karakter – det er jo et rollespil, det her! Her er de forskellige karakterportrætter man kan vælge mellem et højdepunkt, men jeg savner til gengæld en smule større variation i de krops- og ansigtstyper som bliver stillet til rådighed. Måske siger det mere om min egen bias end udviklernes, men mange af de mulige modelkonfigurationer ender med at ligne den samme hårdkogte slaver, med kartoffeltud og fremskudt kæbeparti.
Ellers er karaktergenereringen langt på vej en genkendelig størrelse hvor du, efter at have fastlagt udseendet på din figur, fylder på med diverse baggrundshistorier, arketypisk klasseudvikling og anden karakteristika. Din hjemplanet, tidligere karriere og traumatiske fortid er alt sammen med til at forme din karakters egenskaber og fremtidige spillestil. Der er ikke noget videre revolutionerende over det, men jeg endte alligevel med at bruge flere timer på at sidde og opdigte forskellige biografier. Fans af universet vil helt sikkert påskønne at de forskellige muligheder ikke bare er rene abstraktioner som “kriger” eller “tyv”, men funderet i spillets spraglede univers.
Warhammer 40,000: Rogue Trader
Og således blev Magnus von Valancius, en lidt verdensfjern adelsmand med forsigtigt hedenske tilbøjeligheder, altså født.
Når Owlcat specifikt fremhæver spillet som et computerrollespil, så er det med reference til klassiske titler som Baldur’s Gate, Neverwinter Nights og Fallout – spil som, måske lidt ironisk navngivet, er baseret på analoge rollespilspendanter. Rogue Trader er ligeledes baseret på et udgået spilsystem med samme navn og med sine turbaserede kampe, variable dialogtræer og sit pseudoisometriske kameraperspektiv læner spillet sig da også hårdt op af det nostalgiske og konventionelle.
Selvfølgelig er der også nye tilføjelser. Den måske mest omfattende er de drabelige slag som hyppigt forekommer mellem Warhammer-universets rumskibe. Koronus-sektoren – det afsidesliggende hjørne af galaksen som spillet foregår i – er fyldt med opportunistiske pirater, skibsfarne kættere og det der er værre. Dem kan man løbende skyde i sænk med et sekundært kampsystem, hvor skibenes tvungne bevægelse og relative hældning til hinanden er vigtige elementer i de taktiske overvejelser. Kølsmadring, slagsider og skjoldopladning er faste bestanddele i disse rumkampe, der ellers i kontrast til spillets andre miljøer virker noget golde og abstrakte. Alligevel tilfører skibskampene og deres medfølgende handlingsøkonomi af opgraderinger, besætning og reparationer lidt ekstra flair og hjælper med at sælge fantasien om at være fakkelbærer for civilisationen som den titulære rogue trader.
Et andet punkt hvor Rogue Trader afviger fra normerne er i forhold til handel og inventar. Hvor mange andre spil fylder spillernes lommer med skidt og ragelse som så kan sælges videre til kvalitets(u)bevidste købmænd, så gør Rogue Trader tingene lidt anderledes. Dine bundløse lommer bliver stadig fyldt med skrammel, men du kan ikke videresælge til på må og få. I stedet bliver det pakket om som gods hvorefter du kan donere det til mere eller mindre lyssky handelsorganisationer. Ved at gøre dette stiger din rang hos den relevante faktion og det låser så op for en række belønninger i form af udstyr og resurser. Hvorfor man har gjort det på denne måde har jeg lidt svært ved at afgøre. På den ene side virker det lidt som en lidt kontraintuitiv måde at forstå værdien af de ting man finder på. På den anden side harmonerer hele godseksporttanken rigtig fint med spillerens status og opgave som rogue trader.
Det regulære kampsystem er ved første blik en mere traditionel størrelse, hvor karakterer skiftes til at rykke rundt og angribe. Har man spillet et bordrollespil i samme genre burde man ikke være helt tabt. En speciel finte er dog at man som udgangspunkt ikke kan bevæge sig efter at have angrebet. I starten virkede det som en irriterende begrænsning, men med restriktionen følger også kreative løsninger. Især officersrollen – den karakterklasse jeg valgte – er god til at bøje spillets regler ved at give andre karakterer ekstra ture. På den måde kan man efterhånden begynde at springe frem i rundekøen og angribe ude af sekvens. Samtidig kan pludselige skift i kampens odds låse op for særlige egenskaber, ligesom al brug af magi også langsomt fortynder skellet mellem vores verden og dæmonernes…
Warhammer 40,000: Rogue Trader
På den måde formår Rogue Trader, trods et genkendeligt udgangspunkt, alligevel at føles som sit eget spil. Værende en digitaliseret udgave af et bordrollespil involverer spillet selvfølgelig også en masse skjulte terningekast og beregninger. Det gælder i kampene, men også i andre sammenhænge. Det kan være overvældende at læse hvordan spillets mange, mange karaktertalenter påvirker disse beregninger, men man gør sig selv en tjeneste ved at forsøge. Et strategispil står og falder i min erfaring med spillerens evne til at lære af sine fejl og da spillet ikke altid er vildt gennemsigtig kan man være nødt til at læse de samme beskrivelser flere gange for at forstå hvad der gik galt.
Det lønner sig altså at blive klogere på hvordan de blodige kampe faktisk fungerer, for spillet gør flittig brug af dem. Bevares, af og til kan de undgås gennem dialog eller anden taktisk snilde, men Warhammer 40,000’s motto er nu engang “THERE IS ONLY WAR” og du er ikke kommet for at danse. Nogen ville måske ønske sig at spillets skills – fra gifttolerance til viden om rumvæsner – blev taget mere i brug, men det er ikke et regnestykke jeg totalt kan gennemskue. Krig er ultimativt i sagens natur og det er svært at ramme balancen mellem på den ene side at have så mange skills at de overflødiggør hinanden eller kæmper om pladsen og at have så få at man for hurtigt når i top med alle de væsentlige.
Men for mig at se er spillets største innovation – eller mest interessante bidrag til genren – netop sammenføjningen af det klassiske computerrollespil med et så usædvanligt univers som Warhammer 40,000. Games Workshops dystopi trækker ganske vist på troper og tematikker fra både fantasy og science fiction, men livet i det 41. årtusinde kan næppe sammenlignes med noget andet – heldigvis. Det er en verden fyldt med fremmedhad, dogmatisk overtro og uforståelig teknologi. En verden hvor den værste paranoia oftest er velbegrundet og hvor ubønhørlig krig er den eneste konstant på tværs af utallige rædselsfulde variabler.
Men vigtigst af alt er det en verden hvis moralske kodeks ligger rimelig langt fra vores egen gængse opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert – og det gør universet interessant at rollespille i. Er man en dogmatisk regelrytter er der rig mulighed for at henrette dem som afviger fra dydens smalle sti, ligesom universet vrimler med forbudte ritualer og okkulte artefakter der bare venter på at nogen tør gøre brug af dem. Den tredje etiske “trosretning” som spillet opererer med, sætter i stedet fællesskabet og kompromiset højere. Den bliver, passende ironisk, kaldet “Iconoclast” og vil nok for mange være en mere spiselig opfattelse af godt og ondt – men i det 41. årtusinde står den ofte alene.
Det er fedt at se hvordan udviklerne ikke har holdt sig tilbage fra at vise universets grimmeste sider. Mange af de episke fortælletroper som i andre sammenhænge kan virke kliché – den store opgave, den pålagte skæbne, de svære valg, den indre dæmon – har her en ekstra brutal og sinister tyngde: Du bliver ikke rogue trader fordi Patrick Stewart forudså det i en drøm, men fordi lov er lov og med lov skal land bygge – eller verdener lægges i ruin.
Det er svært at forene de typiske rollespilsforventninger om eventyr, heltemod og sammenhold med en verden karakteriseret af pessimisme og mistillid. De sociale, politiske og religiøse konflikter i universet bliver for alvor givet stemme og ansigt gennem de kompagnoner man møder i spillet. Her danser udviklerne en svær dans mellem at skabe karakterer der både skal være karismatiske og interessante, men også konfliktmæssigt uforlignelige med hinanden. Kampnonnen skal være fanatisk og fremmedhadsk – sådan som fiktionen foreskriver – uden totalt at umuliggøre et samarbejde. Troldkvinden skal være rebelsk og hemmelighedsfuld – uden faktisk at fremstår som en overlagt satantilbeder.
I grove træk er det lykkes Owlcat rigtig godt og kompagnonerne er for mig klart det største trækplaster ved oplevelsen. I et univers gennemsyret af xenofobi, er den gradvise sammensmeltning (eller opløsning) af de forskellige karakterer et stærkt vidne om hvad Rogue Trader kan – både spillet og titlen. Om noget ville jeg ønske at der var bedre mulighed for at interagere med sine kompagnoner. Typisk har de alle nogle tanker knytte til hver større mission, men jeg ville have elsket at kunne snakke med dem løbende, ude i “felten”.
Traditionen tro er der selvfølgelig lidt “banter” – lidt (for det meste) godmodigt drilleri – mellem karaktererne, men stemmeskuespillet skuffer. Ikke fordi det er dårligt – der er bare ikke ret meget af det. Ofte er det begrænset til de samtaler man har med dem på tomandshånd. Det skal siges at spillet er forholdsvist teksttungt og personligt ville det hverken være gangbart eller ønskeligt at have indtalt hver eneste replik. Men jeg kunne godt have brugt mere fra kompagnonerne samt en større håndfuld af fortællingens nøglekarakterer, ligesom jeg også savner mere variation i de “grynt” ens egen karakter laver af og til.
I sidste ende er det et spørgsmål om resurser. Rogue Trader er en robust spiloplevelse skabt af kyndige hænder, men der er ingen tvivl om at budgettet kunne have været større. Det er ikke fordi spillet ser decideret billigt ud – det umuliggør den usædvanlige og veludførte stilart i nogen grad – men det er alligevel underlagt nogle ærgerlige tekniske restriktioner. Indlæsningstiderne slår mig som værende hyppigere og længere end de burde, mange af de visuelle effekter kunne have været mere prangende, men min primære frustration er det begrænsede kamera som ikke for alvor lader en zoome hovedpersonerne og verden omkring dem. Det giver af og til også vanskeligheder i kampene, hvor det kan være svært at afgøre hvad ens karakterer faktisk kan se, men for mig er det mest ærgrelsen over ikke at kunne komme tættere på det hele. Rogue Trader formår at vise så mange andre interessante og usædvanlige sider af universet end blot pansrede soldater og kampvogne, så det er en skam at lige præcis kameraet ender med at være det der står i vejen for indlevelsen.
Når jeg siger at Rogue Trader minder og rollespilsklassikere som Baldur’s Gate og Fallout, så gælder det desværre også de tekniske knaster jeg er stødt på. Jeg har oplevet at spillet gik i stå, at dialog blev afbrudt og at flere forskellige animationer holdt op med at virke. Der er dele af brugerfladen som mangler tekst, mens stemmeskuespillet ikke altid stemmer overens med teksten. Det mest enerverende jeg har oplevet, er dog de mange gange hvor spillet sidder fast i en kamp, fordi en fjende ikke gør sit træk eller færdiggør sin tur. Vi kan alle have lyst til at reloade et save for at prøve en anden løsning – men ingen har lyst til at gøre det fordi spillet gik i stå!
Det er alt sammen ting jeg har oplevet i andre spil af samme slags og det er ærgerligt at de negative traditioner også bliver holdt i hævd. Jeg har gudskelov ikke oplevet at nogen quest sad fast eller at missionslogikken spændte ben for sig selv, men jeg må indrømme at jeg flere gange har tænkt at det bare var et spørgsmål om tid. Med alle de ting i tankerne, samt et hurtigt kig på udviklernes historik og de tidlige varsler om næsteårs udvidelsespakker, er det svært ikke at forestille sig at der venter en forbedret og konsolideret “definitiv” udgave af spillet nede af vejen, men jeg vil forsøge ikke at spekulere alt for meget…
Jeg ønsker ikke at tegne et billede af Rogue Trader som et ufærdigt eller begrænset spil. Her er tale om et velskrevet rumeventyr med masser af indhold og en spilletid der ikke ligger langt fra de hundrede timer. Selv har jeg brugt omkring tredive og jeg er fortsat underholdt og engageret. Sammenlignet med årets stortitler som Baldur’s Gate 3 og Starfield ser det måske ikke ud af meget, men hvis Larian Studios har lært os noget, så er det netop ikke at undervurdere de der oversete nørder som sidder et sted i Europa og laver retrorollespil. Min kritik af spillet er derfor heller ikke at det minder for meget om klassikerne, men at det – lige nu – er offer for nogen af deres problemer.
Uanset hvad fremtiden bringer er Rogue Trader allerede nu et habilt rollespil som bringer et ikonisk univers til live uden at ryste på hånden. Et mesterligt soundtrack – en sublim blanding af gregoriansk munkekor og beskidte synthesizers – og en stilfuld brugerflade er fra første færd med til at sætte stemningen mens de farverige beskrivelser som akkompagnerer dialogen, sætter fantasien i gang i en sådan grad at spillets både majestætiske og mareridtsagtige verden hurtigt begynder at bløde udover skærmens fire sider. Er man forspist efter årets ekstraordinære rollespilsbuffet kan man fint lade denne servering gå forbi i første omgang, men har man appetit på mere og interesse for universet, så er Warhammer 40,000 Rogue Trader klart en anbefaling værd.