Nordkoreanske soldater kommer til skade i eksplosion ved grænsen
Adskillige nordkoreanske soldater er kommet til skade som følge af en eksplosion af en landmine ved den demilitariserede zone (DMZ) på grænsen til Sydkorea.
Det oplyser Sydkoreas øverste militære ledelse natten til tirsdag dansk tid ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er uklart, hvad der forårsagede eksplosionen, som ifølge den militære ledelse skete i forbindelse med en form for arbejdsopgave.
Det er også uklart, hvornår eksplosionen fandt sted.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den militære ledelse i Sydkorea også i løbet af natten oplyst, at soldater fra Sydkorea affyrede varselsskud, da flere nordkoreanske soldater krydsede våbenstilstandslinjen.
/ritzau/