Jammerbugt Kommune forbyder badning ved Blokhus Strand
Onsdag formiddag har Jammerbugt Kommune valgt at forbyde badning i Blokhus Bæk, fordi der er fundet E. coli-bakterier i vandet.
Det skriver TV2 Nord.
Ifølge nyhedsmediet er der opsat skilte langs bækken, som leder ned til Blokhus Strand. Her står, at kommunen arbejder på at løse problemet.
Flere tilfælde af bakterier i vandet er også set andre steder i landet.
Mandag skrev Fyens Stiftstidende, at Svendborg Kommune fraråder al badning ved Lundeborg Strand, fordi kommunen havde konstateret et for højt indhold af enterokokker, som er en tarmbakterie, i vandet.
Jammer Bugt Kommunen vil foretage nye målinger i vandet ved stranden for at finde ud af, hvornår det igen er sikkert at bade.
/ritzau/