Jeg ved nøjagtigt, hvornår jeg blev voksen. Det var sommeren 1984. Det var til EM i fodbold.
Da jeg til min store lettelse rundede 63 år fornylig, sagde min søster: »Nu er du er en rigtig voksen på vej mod de 70.«
Jeg ved dog nøjagtigt, hvornår jeg blev voksen. Det blev jeg for præcis 40 år siden i løbet at 18 dage i Frankrig. Det var sommeren 1984. Det var til EM i fodbold.
Da jeg var 23 år, troede jeg, at alle over halvtreds år var voksne, som man skulle se op til, lytte til, respektere. Nogen, der havde styr på deres shit og havde en helt anden opførsel end de unge.
Så da jeg i 1984 sagde ja tak til at blive busrejseleder for Centrum Turist i Aarhus ved fodbold-EM i Frankrig i 18 dage, var det med forventningen om, at jeg da nemt kunne styre den flok gamle roligans på pensionisttur.
Af skade bliver man klog. Bussen var fyldt til randen med granvoksne mænd, direktører, virksomhedsejere, bankfolk, revisorer - alle mænd med pengepungen i orden, for turen kostede kassen. Min chauffør Svend-Åge og jeg kørte sydpå i højt humør og med oprejst pande. Vi var rundt i Frankrig og se kampene, og kæmpesuset fra de store, propfyldte stadions glemmer jeg aldrig. Brølet. Sejrene. De danske flag. Håbet. Simonsens brækkede skinneben. Slagsangene. Danmarks drenge. Men jeg glemmer heller aldrig mine danske drenge fra bussen.
De kunne alle sammen have været min far. Men de var slet ikke som min far. Nogle af dem blev så fulde, at de ikke vidste, hvad de selv hed, eller hvilket hotel de boede på. Konstant skulle jeg på konsulatet eller tale med gendarmerne, fordi de enten var blevet væk eller var blevet bestjålet.
Rundvisningen på Versailles i Paris endte helt galt, da nogle af dem måtte hjælpes ind i bussen iført deres klaphatte og syntes, at »Marseilles var et godt, flot slot«. På hotellerne måtte jeg konstant tigge og bede hotelejerne om, at de ikke smed os på porten efter drukfester, fodboldsange og nattelarm. I Bologne-skoven hamrede mændene på bussens ruder, men jeg nægtede at lukke dem ud. Jeg forsikrede dem om, at mange af de lokkende, halvnøgne kvinder faktisk var mænd. At slippe de midaldrende mænd løs i den mørke skov, det kunne jeg ikke lige overskue.
Svend-Åge og jeg havde ingen gps eller stedsans, så vi endte en dag i modsat retning med bussen i en smal, ensrettet gade i Lyon. En anden dag faldt Svend-Åge i ren begejstring ud af bussen, mens han råbte: »Wi winder sgu´do´!« På hospitalet fortalte de, at hoften nok var brækket. Ansvarligt sendte jeg hans datter på 10 år hjem til Danmark med en anden bus. Den næste dag stod Svend-Åge dog klar igen. Lægerne tog fejl. Men hvor var datteren? I en bus i nærheden af Osnabrück. Det var ikke så populært.
Rejsebureauet lugtede store indtægter i en finale. De ringede for at sige, at der lige ville blive sendt 10 busser til Paris fra Aarhus, og jeg blev beordret til at finde hoteller til de nye roligans. Nu var jeg jo den eneste guide, der kunne tale fransk, så bureauet regnede stærkt med mig. Det virkede som en uoverskuelig opgave. Jeg var ærketræt. Udbrændt, før det ord overhovedet fandtes. Ikke spor agil, robust og omstillingsparat.
Så kom semifinalen mod Spanien. Preben Elkjær skulle sparke som den sidste i straffesparkskonkurrencen. Total stilhed på stadion. Alle regnede med Preben. Han var jo helten, the man, the legend. Og så skete det helt afsindige. Manden med hullet i bukserne brændte. Spanien gik videre til finalen! Sacré bleu!
Enden er nær. Preben Elkjær - med hul i sine shorts ærgrer sig over sit brændte straffespark. Arkivfoto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Ole Qvist trøster Preben Elkjær. Arkivfoto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix
Og jeg må have været den eneste dansker blandt tusinder i Lyon og Danmark, der jublede op mod aftenhimlen. Det var ren og skær lettelse. Et salighedsmoment. Mange fodboldentusiaster vil her nok slå sig for panden og korse sig, men Elkjær reddede mit unge liv fra et mindre sammenbrud. Ti busser blev aflyst. Der blev ro på hotellet. Der blev virkelig megen ro. Vi kunne komme hjem. Alkoholen sivede ud af mandfolkene samtidig med den tabte sejrsrus, og der var ingen slagsange i bussen hjem. Jeg kan huske, at den yngste af dem, en ung mand, havde fået udslæt og rystede over hele kroppen i sin delirium tremens, da han stod af i Vejle, hvor mor hentede.
Hele mit verdensbillede, hele min opfattelse af det at være voksen blev vendt på hovedet. Voksne mænd blev børn, som jeg skulle dysse ned og tage vare på. Det kom som et kæmpe chok. I dag kan jeg godt se, at de var på en kongetur, hvor de slap alt voksenansvar og slog hentehåret ud. Fodbold kan få den indre drengerøv frem i selv den mest knastørre revisor. Den sommer blev jeg vel nærmest voksen. Men den helt voksne, var nok ham, der brændte et straffespark i semifinalen til EM i 1984 og efterfølgende bar det med oprejst pande. Hele livet. Med et flabet smil og en smøg i mundvigen. Lad os bare kalde ham Preben.
Søndagstanker er en klumme om hverdagen og livet. Søndagstanker skrives på skift af Jyllands-Postens klummeskribenter. I denne uge deler cand.ling.merc., tidl. ass. producer på TV2 Østjylland Dorte Grynderup sine ungdomsminder som guide.