Dansker er på vej ud af Tour de France efter styrt
Casper Pedersen røg hårdt i asfalten på 3. etape af Tour de France.
Den danske cykelrytter Casper Pedersen er formentlig færdig i Tour de France efter sit styrt på 3. etape.
Pedersen blev straks efter etapen kørt til røntgenfotografering, der foregår i en vogn i målområdet.
Den 28-årige dansker var grædefærdig, da han få minutter senere kom ned ad trappen. Han holdt højre arm i en 90 graders vinkel og pegede på sit kraveben.
Adspurgt, om han tror, det er slut, nikkede han kort og forlod området.
Quick-Step-rytteren røg i asfalten omkring 14 kilometer fra målstregen i Torino. Ifølge sportsdirektør Klaas Lodewyck kom han i klemme mellem to ryttere og mistede kontrollen over sin cykel.
Han haltede kraftigt og blev tilset af løbslægen, inden han satte sig op på cykel og kørte de sidste kilometer til målstregen.
Hans hold, Quick-Step, har endnu ikke givet en officiel opdatering om sagen.
Bliver det bekræftet, at Casper Pedersen er færdig i løbet, mister Remco Evenepoel en alsidig og loyal hjælper i jagten på en samlet topplacering i løbet. Pedersen har været en del af holdet omkring Evenepoel i hele sæsonen.
/ritzau/