Amerikansk præsidentdebat starter med fokus på Bidens alder
Den første præsidentdebat mellem den amerikanske ekspræsident Donald Trump og landets nuværende præsident, Joe Biden, er natten til fredag dansk tid gået i gang.
Kandidaterne har brugt den første halve time på at debattere emner som USA's økonomi, abortlovgivning og indvandring.
Mellem linjerne er der fokus på de to kandidaters alder, og særligt Trump er gået til angreb på Bidens fortalelser.
- Jeg ved virkelig ikke, hvad han sagde om det her, og jeg tror ikke, at han selv ved, hvad han sagde, lyder det fra Trump med henvisning til Bidens udtalelser under en diskussion om indvandring.
Debatten finder sted i Atlanta og sendes på tv-stationen CNN, der undervejs har mulighed for at slukke for kandidaternes mikrofon, hvis de overskrider deres taletid - hvilket skete for Trump.
/ritzau/