Kan du genkende dem? Efterlyst for røveri mod 18-årig
Østjyllands Politi vælger nu at gå ud med fotos af to mænd, der har været eftersøgt siden marts i håbet om, at offentligheden kan hjælpe med at få dem identificeret.
De to mænd er mistænkt for at have begået røveri mod en 18-årig ung mand natten til søndag den 10. marts.
Den 18-årige blev skubbet omkuld på Åboulevarden og fik efterfølgende frarøvet sin mobiltelefon af de to formodede gerningsmænd.
Episoden fandt sted omkring kl. 00.22 foran et værtshus i nærheden af krydset ved Mindebrogade.
De offentliggjorte billeder har Østjyllands Politi fra overvågningsbilleder fra stedet.
De to mænd beskrives som:
A:
Mand, 20-30 år, 175-185 cm høj, alm. af bygning, mørkt karseklippet hår, iført mørk dunjakke af mrk. ”Moncler”, lyse cowboybukser, sort-hvide sko af mrk. ”Nike”.
B:
Mand, 20-30 år, 170-180 cm høj, alm. af bygning, lyst kortklippet hår, iført mørk dunjakke, mørke cowboybukser, mørke sko.
Selvom der var tale om et voldeligt røveri, så kom den 18-årige ikke umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
Hvis man har oplysninger om, hvem de to efterlyste personer er, kan politiet kontaktes på tlf. 114.