193 retsmøder aflyst på grund af mangel på anklagere
Der er flere opgaver, end der er anklagere i Københavns Politi. Det har ført til aflysninger af mange retsmøder i Københavns Byret. (Arkivfoto).
I marts og april er der i Københavns Byret og i Retten på Frederiksberg aflyst i alt 193 retsmøder, fordi anklagemyndigheden ikke har kunnet stille op med en anklager.
Det oplyser Københavns Politi efter en forespørgsel fra Ritzau.
De mange aflysninger giver “betydelig ulempe” for ofre, vidner, tiltalte og deres forsvarere, fastslår Københavns Byret onsdag i et svar til Folketingets retsudvalg.
I slutningen af februar skrev anklagemyndigheden til Københavns Byret for at fortælle, at man ikke har ressourcer til at dække alle de retsmøder, der ellers var planlagt.
Siden har byretten ugentligt fået en liste over aflysninger.
Fænomenet opleves af Københavns Byret som meget uhensigtsmæssigt, fremgår det af et svar til retsudvalget, hvor SF’eren Karina Lorentzen Dehnhardt har ønsket problemet belyst.
Arbejdet med at indkalde vidner og forkynde for de tiltalte er spildt. Der skal bruges tid til at give besked om aflysningerne. Og så skal der bruges kræfter på at beramme sagen på ny.
I et debatindlæg i Politiken luftede dommer Knud Erik Schmidt i april sin frustration. I bedste fald kan byretten finde en ny tid senere i år. Men de fleste sager må udskydes til 2025.
“Jeg synes, det er helt uacceptabelt,” skrev dommeren.
Til fagmediet K-News har chefanklager Flemming Petersen udtalt, at “det er klart, at vi har nogle problemer”.
Fra Københavns Politi lyder det i svaret til retsudvalget, at man er “meget bevidst” om konsekvenserne for de berørte borgere og andre parter.
Situationen skyldes, at opgaverne overstiger antallet af anklagere. Samtidig med et stigende antal sager ved de to byretter, er antallet af anklagere faldet.
Forklaringen er politikredsens økonomi, “som på nuværende tidspunkt er udfordret”.
En bedring er i sigte. Midlertidigt er der hentet assistance med anklagere fra andre politikredse. Desuden er det besluttet “at rekruttere flere anklagerressourcer med henblik på at øge retsmødeaktiviteten,” hedder det.
/ritzau/