Borgere får sendt nye beredskabsråd som digital post
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fortæller om anbefalinger til borgerne i forbindelse med kriser sammen med Beredskabsstyrelsens direktør Laila Reenberg under Folkemødet i Allinge på Bornholm.
De nye hjemmeberedskabsråd fra Beredskabsstyrelsen vil blive sendt til alle borgere, som har digital post.
Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde om de nye anbefalinger lørdag under Folkemødet på Bornholm.
Foldere med rådene vil også være tilgængelig på offentlige institutioner som eksempelvis biblioteker, lyder det.
- Så ser vi på efter sommerferien, om man skal lave en decideret husstandsomdeling til alle borgere i Danmark, siger Troels Lund Poulsen.
Han slår flere gange fast, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.
- Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land, siger han.
Derfor er der heller ikke grund til at "fare ud i panik" og købe ind til sit hjemmeberedskab, lyder det fra Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg.
Når man alligevel er ude at købe ind, så kan man stille og roligt fylde op i sit lager, siger Laila Reenberg.
Hun påpeger også at rådene er vejledende, og at de blandt andet er blevet udarbejdet efter "stigende efterspørgsel fra borgerne".
- Når vi anbefaler det, så er det jo fordi, at hvis folk kan klare sig selv i de her tre dage, så kan myndigheder fokusere på at løse de opgaver, som myndighederne nu skal løse, og arbejde på at normalisere situationen hurtigst muligt, siger Laila Reenberg videre.
Hovedbudskabet i de nye anbefalinger er, at danskere skal kunne klare sig selv i tre dage med forsyninger som vand, mad og medicin i tilfælde af en krisesituation.
/ritzau/