Roligt folkemøde kaster 160 parkeringsbøder af sig på en dag
Indtil videre er Folkemødet i Allinge forløbet roligt for politiet. Billedet er fra før den årlige demokratifestival gik i gang torsdag. (Arkivfoto).
I det seneste døgn har Bornholms Politi udskrevet omkring 160 parkeringsbøder i forbindelse med Folkemødet i Allinge.
Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.
På det sociale medie X minder politikredsen om, at man skal huske at følge parkeringsafvisningerne, hvis man kommer på Folkemødet.
Ifølge TV 2 Bornholm estimerer foreningen bag Folkemødet, at 47.000 mennesker besøgte festivalen fredag, hvilket er rekord.
Trods de mange gæster oplyser Bornholms Politi til Ritzau, at festivalen ind til videre er forløbet roligt.
I døgnrapporten kan man blandt andet læse, at en 37-årig mand fredag blev anholdt, da han viftede med en køkkenkniv.
En 21-årig mand blev også sigtet fredag, da han ifølge politiet havde stjålet 50 shotsrør, lyder det.
Den årlige demokratifestival startede torsdag og fortsætter lørdag.
Også fredag meldte Bornholms Politi om, at politiet og kommunens p-vagter havde haft travlt i Allinge på festivalens første dag.
I fredagens døgnrapport satte politiet dog ikke tal på, hvor mange parkeringsbøder, der blev udskrevet.
/ritzau/