Stor risiko for kødannelse på vejene de næste syv lørdage
Vejdirektoratet forventer, at mange bilister især på lørdage vil køre på tværs af landet samt til og fra Tyskland. (Arkivfoto).
Skal man ud at køre i sommerferieperioden, kan det være smart så vidt muligt at undgå at sætte sig bag rattet på lørdage omkring middagstid.
Der er nemlig stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid på de danske veje de næste syv lørdage - fra 29. juni til og med 10. august.
Det fremgår af Vejdirektoratets prognose for sommerferietrafikken, som omhandler uge 26 til uge 32.
Det er særligt i tidsrummet 11-14 på lørdage, at Vejdirektoratet forventer mange bilister på vejene. I hverdagene formodes der derimod at være færre biler og dermed bedre plads. Det gælder særligt i myldretiden.
Trafikken vil hovedsageligt bevæge sig på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland og til og fra Tyskland ved de dansk-tyske grænser, skriver Vejdirektoratet.
Det anbefales, at man så vidt muligt kører uden for de mest trafikrede tidsrum, samt at man holder sig opdateret på den aktuelle trafiksituation. Det kan desuden være en god idé at have mad og drikke med i bilen.
/ritzau/