Vesterbro Torv genåbner: Afspærringer og ensretninger skal fjernes
Vesterbro Torv genåbner: Afspærringer og ensretninger skal fjernes
De trafikale forhold er lige nu en varm kartoffel i Aarhus, hvor mange borgere, i særdeleshed bilister, raser over lukningen af Vesterbro Torv.
Indtil videre har meldingen fra Aarhus Kommune været noget i retning af: »Sådan er det bare, for vi alle skal være med til at reducere CO2-udslippet.«
I en noget overraskende udmelding vil rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), nu genåbne det meste af torvet for biler. Det skriver stiften.dk.
Nicolaj Bang vil rulle de tiltag, der er sat i gang på Vesterbro Torv, tilbage. Afspærringer og ensretninger skal fjernes, så det atter bliver muligt at krydse torvet i bil.
»Lige sÃ¥ meget som jeg gerne vil lave grønne pladser i byen, sÃ¥ er ingen grøn plads de gener værd, som pÃ¥virker aarhusianerne lige nu,« siger Nicolaj Bang til stiften.dk.
Initiativet skal foreløbig gælde indtil 2025. Herefter er det endnu uvist, hvad der skal ske i området ved Vesterbro Torv.
Ensretningen på Hjortensgade og Vester Allé bliver fjernet hurtigst muligt, ligesom busslusen bliver fjernet fra Nørre Allé.
Vesterbro Torv bliver dog ikke helt, som det plejer, da kommunen allerede er i gang med nedbrydning af p-kælderen under torvet, og her er asfalten fjernet på en del af vejstrækningen. Det vil derfor tidligst være muligt at køre over den nordlige og sydlige del af Vesterbro Torv til oktober, skriver stiften.dk.
Nicolaj Bang kan dog ikke selv beslutte helt at droppe lukningen af Vesterbro Torv, da projektet ifølge en kommunal aftale skal stå klar i januar 2025.
Rådmanden håber, de andre partier i byrådet vil være med til at føre vejene tilbage til sådan, som de var tidligere, dog med en mere grøn torveplads end i dag.