Kvinde død af skader efter brand i bolig i Randers
En kvinde er afgået ved døden efter en brand i en bolig på Lodsejervej i Randers mandag aften. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport tirsdag.
Politiet fik anmeldelse mandag aften klokken 20.05 om, at der var opstået brand i en bolig. Her kom kraftig sort røg kom ud fra vinduerne.
Kort forinden var en kvinde blevet hjulpet ud af boligen af naboer, der havde fundet hende med svære brandskader. Hun afgik ved døden kun få minutter efter anmeldelsen som følge af sine skader.
Politiet formoder, at branden opstod i et badeværelse i boligen. Den havde ikke umiddelbart bredt sig.
Der er ifølge politiet ikke tegn på, at andre personer har været involveret i hændelsen.
/ritzau/