Putin skal mødes med Xi og Erdogan på samme dag
Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal holde bilaterale møder med Kinas præsident, Xi Jinping, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Det sker onsdag på sidelinjen af et topmøde i Shanghai Cooperation Organisation (SCO) i Kasakhstans hovedstad, Astana.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Putin og Xi mødtes senest i maj, da den russiske præsident besøgte Kina på sin første udlandsrejse, efter at han havde påbegyndt en ny periode som russisk præsident.
Her blev der underskrevet og offentliggjort en erklæring om, at de to store lande styrker deres strategiske partnerskab.
- Vi arbejder for en multipolær verden, sagde Putin.
- Rusland og Kina har hver deres uafhængige udenrigspolitik. Vi har ført varme og kammeratlige forhandlinger, lød det videre fra den russiske præsident.
SCO er en organisation for samarbejde om politik, økonomi og sikkerhed grundlagt af Rusland og Kina i 2001.
De øvrige medlemmer er Indien, Iran, Kasakhstan, Pakistan, Tadsjikistan og Usbekistan.
Tyrkiet er ikke medlem, men deltager ofte som "dialogpartner".
/ritzau/