FAKTA: Grill det grønne tilbehør
* Som tilbehør til din grillfisk kan du gøre fiskehandler Kasper Birk Hansen kunsten efter og lave lækre små grøntsagspakker.
* Find sølvpapir frem, og lav en pakke med forskellige groftskårne grøntsager. Det kan eksempelvis være søde eller robuste tomater, rødløg eller zittauerløg i både, nogle fed hvidløg og en timiankvist.
* Hæld det over med olivenolie, og pak det ind i sølvpapiret.
* Læg pakken på grillen, og lad den ligge og hygge sig.
* Du kan servere pakkens indhold henover fisken eller anrette fisken oven på grøntsagsblandingen.
* Overvej også at servere grillede spidskål. De flækkes i kvarte, pensles med olie og dryppes med citron. Herefter grilles de, til de får lidt farve. Det kan også være forårsløg eller porrer.
Kilde: indehaver af Den Grønne Kutter Kasper Birk Hansen.
/ritzau fokus/