Voldtægtssag mod Harvey Weinstein skal gå om
Filmproducenten Harvey Weinstein er onsdag mødt op ved en straffedomstol i New York en uge efter, at delstatens højeste domstol forkastede en dom på 23 års fængsel for voldtægt. Anklageren siger, at sagen vil gå om.
Sagen mod filmproducenten Harvey Weinstein for voldtægt skal gå om i New York, oplyser anklagemyndigheden.
Det er en uge siden, at delstaten New Yorks højeste domstol forkastede hans dom for voldtægt i 2020
Weinstein er mødt op i retten onsdag aften dansk tid, fire år efter hans dom blev kaldt en milepæl for MeToo-bevægelsen. En bevægelse hvor kvinder anklagede flere hundreder mænd i film- og underholdningsbranchen, medier og politik for seksuelle overgreb.
– Der var ikke noget som helst samtykke i hans opførsel, siger anklageren Nicole Blumberg.
– Vi tror på denne sag og vil lade sagen gå om, siger hun.
Weinstein, der er blevet ført ind i retten i en kørestol, var i gang med at afsone en 23 år lang fængselsstraf i New York. Da hans dom i sidste uge blev underkendt, blev han overført til et hospital på Manhattan. Det oplyser hans talskvinde.
Han blev i 2020 dømt for at have voldtaget en tidligere produktionsassistent Miriam Haley i 2006 og for at have voldtaget den unge skuespiller Jessica Mann i 2013.
De er blandt flere end 80 kvinder, som har beskyldt ham for seksuelle overgreb.
En anklager oplyser ifølge AFP, at Jessica Mann er med í retten onsdag.
– Hun er fast besluttet på igen at se retfærdigheden ske fyldest ved en retssag, siger vedkommende.
– Vi har al mulig grund til at tro, at den anklagede vil blive dømt igen.
Årsagen til annulleringen af dommen i sidste uge skyldtes blandt andet, at der under retssagen mod Weinstein blev indkaldt vidner, som ifølge statens øverste domstol ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.
Vidnerne fortalte til gengæld om overgreb, som filmskaberen skulle have begået i andre sammenhænge.
Derfor – og på grund af andre fejl begået i sagen – fik Weinstein ikke en retfærdig rettergang, mente domstolen.
/ritzau/Reuters