Søren Østergaard: Nuets adrenalin er den bedste medicin

– Hvis forestillingen lykkes i år, så har vi en forestilling, der er anderledes. Den har en anden rytme, end den plejer at have, og der kommer nogle nye figurer. Der kommer også gamle figurer, men de gør måske noget andet, end de plejer, siger Søren Østergaard, der er cirkusdirektør i Zirkus Nemo. (Arkivfoto).

Det er vigtigt for Søren Østergaard, at der altid sidder et par stykker blandt publikum i Zirkus Nemo med krydsede arme. For hvis alle bare elsker forestillingen, mangler den kant, mener han. (Arkivfoto).

Han stopper sig selv midt i en talestrøm og stirrer intenst ud ad vinduet på pladsen, hvor Zirkus Nemos karakteristiske sorte telt står udspændt midt i den silende forårsregn her lidt uden for Vejle centrum, som er første stop på årets jubilæumsturné.

Det er et af de fire flag på teltets top, der har fanget Søren Østergaards blik.

– Jeg må lige…, siger han og finder sin telefon frem for at ringe til sin assistent.

– Laura, jeg sidder her og bliver interviewet, og så opdager jeg jo, som den gamle cirkusdirektør jeg er, at det ene flag, det yderst til højre, ikke er spændt ordentligt fast.

Da han lægger på, smiler han af sig selv og forklarer, at det er hans perfektionisme, der er på spil. Sådan er det, når man har haft noget i 25 år, siger han. Det går ikke at falde af på den.

– Jeg går det hele igennem, og de er trætte af mig. Men teltet står forkert her, fordi det er helt nye folk, der har sat det op. Du kan se det på stropperne, at linjerne ikke er rigtige, siger Søren Østergaard og peger ud på de røde striber, der tegner sig på teltdugen.

– Det er kun mig, der kan se det, men selv i inde i manegen kan jeg mærke, at det står forkert.

For Søren Østergaard er knivskarpe rammer afgørende for, at hans kaotiske karakterer som Smadremanden og Bager-Jørgen kan komme til live foran publikum.

– Hvis det bliver for løst det hele, så virker det ikke. Det går jeg ekstremt meget op i, siger han.

Alt fra det helt rigtige blide lys i pærerne til tempoet i orkestrets musik. Spiller det hele, spiller han bedst. Og metoden er den samme hver eneste aften: Improvisation.

– Det er det, der gør forestillingen interessant at se på. Det giver noget nærvær ikke at vide, hvad man skal. Det giver et nærvær ikke at have et manuskript, man følger. Det giver nærvær, at man ikke skal huske noget udenad. Det giver nærvær, at man bruger publikum.

Nærværet fylder Søren Østergaard med adrenalin. Og der i manegen glemmer han for en stund, at både hans alder og nervesygdommen Parkinson sætter grænser for, hvad kroppen kan.

– Med min sygdom kan jeg godt være meget træt. Men lige så snart, jeg går gennem tæppet, så er jeg: “Badadabam!”. Adrenalinen skubber det hele væk, og der er ikke én, der kan se eller tænke: “Gud, han har det da vist ikke så godt”. Bagefter kan jeg være helt færdig, men lige når jeg er der, er det vidunderligt. Det er den bedste medicin.

Det er otte år siden, at Søren Østergaard fik konstateret Parkinson, men det var først sidste år, at det blev kendt for offentligheden. Sygdommen, som blandt andet giver stivhed i arme og ben og rysten, er uhelbredelig, men med medicin og behandlinger er det muligt at lindre symptomerne og bremse udviklingen.

Og Søren Østergaard har indtil videre ikke skruet ned for ambitionerne, når det gælder Zirkus Nemo. Han er stadig med i hvert andet nummer.

– Man bliver selvfølgelig ærgerlig over, at man ikke kan de samme ting som tidligere. Men sådan er livet jo, ligegyldigt om man får en sygdom eller ikke får en sygdom, så kan man mindre og mindre, jo ældre man bliver. Men jeg finder en form, hvor jeg har det sjovt, og hvor jeg springer de ting over, som jeg ved, at jeg kan få besvær ved at gøre.

Søren Østergaard kunne for eksempel godt tænke sig at kunne sætte sig hurtigt ned på gulvet og springe op igen for fuld kraft.

– Det kan jeg bare ikke. Så enkelt er det egentlig. Jeg går til boksning for at få kroppen i gang igen, og det skal nok lykkes med at få den lidt bedre i gang, men jeg er meget træt. Det er jeg sgu, siger han.

Inde bag teltdugen øver orkestret overgangene mellem numrene. Skarpe trompetrut og hihat-smæld finder vej gennem regnen. Egentlig var det slet ikke meningen, at turnéen skulle begynde her på Vestre Engvej i Vejle.

Men det våde vejr har gjort jorden så blød i Horsens, hvor alle de forgangne års første forestillinger ellers har fundet sted, at det ikke var muligt at rejse teltet på forsvarlig vis.

På vej herhen opstod endnu en udfordring, da en af cirkussets lastbiler forsøgte at skyde genvej under en bro og satte sig fast.

Og på ankomstaftenen stak et af showets fire levende fugle af – en løbeand, der spænede af sted, inden den nåede at komme ind i den lille indhegning med tilhørende mini-cirkusvogn, der er sat op bag det store telt, og hvor tre gæs (to artister og en reserve) nu stavrer rundt og vrikker med halefjerene.

Cirkussets dyreansvarlige strøg af sted på sin blå knallert efter løbeanden uden held med at indhente den. Søren Østergaard klukker, når han fortæller det.

– Hvad havde han tænkt sig, hvis han havde fanget den? At den skulle sidde bagpå?

Hverken de små eller store udfordringer er værd at tage alt for tungt, mener cirkusdirektøren.

– Nogle gange er man bare ramt. Ligesom derhjemme. Når vaskemaskinen går i stykker, så kan du være sikker på, at opvaskemaskinen og brødristeren gør det samme. Sådan er det også lidt her i år. Det er da irriterende, men det hører med, siger Søren Østergaard og fortsætter:

– Jeg er jo ikke sådan en, der sidder og græder over det. Det er jo bare penge.

Penge har aldrig været drivkraften bag Zirkus Nemo. For Søren Østergaard har det alle dage handlet om at virkeliggøre en drøm, der har siddet i ham, siden han som dreng lod sig indfange af nærværet i savsmuldet under teltdugen, når cirkus kom til byen.

– Jeg er ikke blevet rig på det. Jo, på mange måder er jeg, kan man sige, men ikke økonomisk. Jeg var ked af det, da corona kom, og vi måtte stoppe. Vi befandt os et sted, hvor vi for første gang havde en rigtig god forretning. Men det er min skæbne, siger han.

Coronaåret i 2020 er den eneste gang, hvor det har gjort alvorligt ondt på finanserne, og hvor Søren Østergaard var i tvivl, om hans livsværk kunne køre videre. For Zirkus Nemo er et livsværk, understreger han.

– Der var engang en stor forretningsmand, der holdt en tale til mig, som sagde: “Prøv lige at se alt det her. Du har materialiseret din drøm.” Det var meget rørende, synes jeg.

Men der skal en del trylletricks og akrobatiske badutspring til at få sådan en drøm til at gå i opfyldelse år efter år.

– Jeg bryder alle principper og lader, som om jeg er pisserig, og bruger alle de penge, jeg ikke har. Det lykkes bare på en eller anden mærkelig måde, indtil et vist punkt – så lykkes det ikke mere, siger Søren Østergaard, der altid har gået benhårdt efter det, han gerne ville.

– Hvis det virkelig er en drøm, så går man efter den – hvis det bare er en halvdrøm, dropper man den. Jeg har haft masser af halvdrømme. Men de rigtige drømme er altid blevet til noget for mig.

66-årige Søren Østergaard står et sted i tilværelsen netop nu, hvor han skarpt prioriterer i listen over, hvad han vil forsøge at føre ud i livet.

– Nu med min alder og med alt muligt skal jeg holde styr på de drømme, jeg har, og som er realistiske. Jeg gad for eksempel godt være vinbonde. Det lykkedes ikke, og det er for sent nu. Men så har jeg fundet en anden måde at lave vin på, så jeg kan lave en lille produktion nede i Italien, fortæller han.

Spørgsmål: Hvordan ved du, når drømmen er rigtig?

– Det ved jeg sgu ikke. Når du lukker øjnene om aftenen, og det er det sidste, du tænker på. Så tror jeg, den er ved at være rigtig.

Hvad Zirkus Nemo-drømmen angår, så satser Søren Østergaard på, at han og resten af holdet har et par sæsoner tilbage i kalenderen.

Samtidig har han en idé til et andet cirkuskoncept, som han ikke vil løfte sløret for endnu, men primært handler det om at planlægge forestillingerne på en ny måde.

– Jeg kan ikke blive ved med at køre på aften efter aften – og det er lige meget, om jeg er syg eller ikke syg. Det kan jeg ikke, kan jeg mærke. Og det er ikke kun fysisk. Der skal også ske noget med det her, så det ikke bliver en parodi på sig selv.

Zirkus Nemos 25-års jubilæumsturné løber fra 27. april til 10. september.

/ritzau/