Glemt teknik mod sandfygning har drillet geologer i årtier: Nu er gåden løst

Gennem det seneste århundrede har danske geologer kløet sig i skægget, når de stod foran de én kilometer lange og flere meter høje sandbanker, som klæder Harrild Hede i et mønster af nord-sydgående striber. 

De klitlignende volde i hedeområdet syd for Ikast kan nemlig ikke være opstået som en slags mærkværdige årsmoræner fra forhistoriske isfremstød eller forklares ved andre kendte geologiske processer. Det har forskere konkluderet efter udgravninger i både 1930’erne og 1970’erne.

Men nu er gåden løst. 

»Når vi kobler LIDAR-data fra den digitale højdemodel over Danmark med matematiske modeller, kan vi se, at det her ikke kan være opstået ved naturlige processer,« siger Søren Munch Kristensen, som er lektor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. 

»De må være skabt af mennesker.«

Ikke på geologernes banehalvdel 

Han forklarer, hvordan LIDAR-billederne viser, hvordan klitterne er bygget vinkelret på vindretningen og nogle steder stopper lige før en gravhøj eller på anden måde tilpasser sig elementer i landskabet.

»Nogen må have vidst, at der lå en gravhøj lige netop der,« siger Søren Munch Kristensen. 

Efter opfordring fra en for længst pensioneret kollega har lektoren de sidste par år gravet sig ned i det gamle, ubesvarede spørgsmål sammen med både arkæologer og historikere. 

Sådan ser Harrild Hede ud i dag, hvor de mange sandfygningsdiger er mere eller mindre skjult for det blotte øje, men viser sig i den digitale højdemodel. Illustration: Villy Fink Isaksen / Wikimedia Commons.

Og det har vist sig, at det var historiebøgerne og ikke klitterne, der skulle graves i for at finde svaret. 

»I nogle historiske tekster fra Vestjylland nævnes et enkelt pip om såkaldte Teilmanske sandflugtsdiger,« siger Søren Munch Kristensen. 

Altså tyder meget på, at klitterne i det midtjyske hedeområde, er bygget som en værn mod fygende sand for omkring 200-300 år siden. 

»Jeg begyndte at grave ned i navnet, der refererer til en herremand ved navn Christian Hansen Teilman, som ser ud til at have startet med at bygge den her slags diger langs den jyske vestkyst meget tidligt i 1700-tallet,« siger geologen, der også har beskrevet sine opdagelser i en nylig artikel i Geologisk Tidsskrift. 

Glemt form for klimatilpasning

Sidenhen har planten hjelme, dengang kaldet klittag, og sidenhen marehalm dækket de midtjyske diger, mens lyng og andre hedeplanter holder på sandet ved Harrild, så digerne i dag ligner naturlige klitter.

Og det er ikke kun ved Harrild Hede og den jyske vestkyst, bønderne har villet beskytte marker, huse og haver mod tilsanding, viser analyserne af den digitale højdemodel i kombination med historiske kilder. 

Her finder Søren Munch Kristensen og kollegaer mindst 14 eksempler landet over på det, han kalder for en glemt form for klimatilpasning. Højst sandsynligt findes der mange flere. 

»Sandflugt var det helt store problem indtil midt i 1900-tallet, hvor det lagde store dele af Danmark øde,« siger han. 

Disse steder i landet konkluderer forskerne indtil videre, at der kan findes menneskeskabte klitter, som oprindeligt er bygget som sandfygningsdiger. Illustration: Aarhus Universitet/Geologisk Tidsskrift.

De historiske kilder forklarer, hvordan modsvaret i lang tid var at stikke ris lavet af grene af hassel, pil eller lignende i jorden. Det fygende sand blev bremset af risene og langsomt byggede digerne sig op ved løbende tilførsel af nye ris og sand.  

»De stakkels fæstebønder har gået kilometer efter kilometer og sat grene i jorden,« siger Søren Munch Kristensen. 

Eksempelvis ser senere diger som ved Agger Tange ikke ud til at være lavet for at beskytte mod havet, men mod sandflugt. 

Mennesket ikke herre over sand

Når teknikken med tiden, så at sige, er rendt ud i sandet, skyldes det ifølge Aarhus-geologen, at den viste sig ikke at fungere.

»Fysikkens love gør, at vindtrykket vil bygge sig større og større, des højere diget bygges, så sandet alligevel vil fyge. Menneskeskabte klitter kan ikke vokse ind i himlen, og først med hjelme og marehalm er det blevet muligt at holde på sandet,« siger Søren Munch Kristensen. 

Og ved vestkysten er det end ikke muligt. Det er det seneste eksempel på en menneskeskabt klit, Rubjerg Knude, et godt eksempel på. Her har man efter års forsøg på at bremse sandflugten måttet opgive og sætte klitten fri. 

»En geolog vil sige, at nu får vi et nyt rigtigt spændende landskabselement. Måske vi får en ny vandreklit – en Rubjerg Mile?,« siger Søren Munch Kristensen.