Overset miljøproblem på renseanlæg: Hvert år bliver ca. 1.100 ton polymerer spredt på marker

Over 1.000 ton plast bliver årligt spredt på danske marker – styrelse ser intet problem

Da miljøkonsulent i Niras Ida Aagaard Larsen lavede sit speciale om mikroplastik i renseanlæg, blev hun opmærksom på anvendelsen af polymerer til slamafvanding.

Polymerer (eller ’polyelektrolytter’) bruges til at tykne slammet, så det er nemmere at håndtere og ikke fylder så meget. Det består som regel af polyakrylamid plus tilsætningsstoffer, og nedbrydes efterhånden til akrylamid.

»Men akrylamid er toksisk, så det undrede mig, at man bruger slammet som gødning på landbrugsjord. Da jeg undersøgte det nærmere, viste det sig også, at det bl.a. i Tyskland er forbudt at benytte slam med tilsat polyakrylamid som gødning,« fortæller Ida Aagaard Larsen – hvis RUC-speciale hed ’Mikroplastiks forekomst, fordeling og skæbne i et renseanlæg’. 

Afvandingspolymerer bruges i langt de fleste renseanlæg, og slammet spredes ofte på landbrugsjord (for at genanvende bl.a. fosforen) – og også Ida Aagaard Larsens afdelingschef i Niras Karen Søgaard Christiansen mener, at det er en problematik, man bør se nærmere på: 

»Akrylamid er et miljøfarligt stof, som gerne bør undgås i miljøet, så det er værd at diskutere og relevant at tage op, at der tilsættes polymerer på renseanlæg. På denne måde tilsættes kemi og miljøfarlige stoffer for at mindske forurening af noget andet,« påpeger Karen Søgaard Christiansen.

Ida Aagaard Larsen peger på, at man både i hverdagen på renseanlæggene og gennem utallige udviklingsprojekter arbejder hårdt på at fjerne diverse miljøskadelige stoffer fra både spildevand og slam. 

»Der kæmpes, for at det rensede vand kan udledes til nærmeste vandområde, og for at slammet kan spredes på markerne som gødning med nogenlunde samvittighed,« konstaterer hun – og finder det derfor lidt »absurd«, at polymerer i slammet tilsyneladende er accepteret i Danmark.

Alternativer dyre for mindre renseanlæg

Der har ikke været skrevet eller forsket særlig meget i problematikken, men Teknologisk Institut har kørt et projekt med overskriften »Bionedbrydeligt flokkuleringsmiddel skal begrænse udledningen af uønsket kemi til marker og vandløb.« 

I introen til projektet blev polymer-problemet specifikt nævnt: 

»Én kilde til plast i miljøet er spildevandsanlæggene, som anvender plasttypen (polymeren) polyakrylamid i store mængder – estimeret 1.500 tons om året alene i Danmark.«

Ifølge Miljøstyrelsens seneste affaldsstatistik (side 48) bliver godt 75 pct. af slammet brugt som gødning, så efter alt at dømme ender mere end 1.100 ton altså på markerne. 

Teknologisk Instituts rapport om projektet er for nylig offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside – med den usædvanlig korte titel ’Bioflok’ – og konklusionen er, at det er svært at finde mere miljøvenlige alternativer, der er til at betale. I hvert fald for de mindre og mellemstore renseanlæg.

»Mens store kommunale spildevandsrensningsanlæg i stigende grad undersøger muligheden for termisk destruktion af kommunalt slam – og dermed eliminerer problemet med ikke-biologisk nedbrydelige flokkuleringsmidler – er denne strategi ofte ikke økonomisk gennemførlig for mindre spildevandsrensningsanlæg, hverken kommunale eller industrielle anlæg,« hedder det i rapporten.

»BioFlok-projektet viser med tydelighed, at de nuværende kommercielt tilgængeligt bio-flokkulanter ikke har de nødvendige afvandingsegenskaber ift. at opnå en høj afvandingsgrad og en god rejektvandskvalitet. Den gennemførte sensitivitetsanalyse, viser med tydelighed, at anvendelse af bio-flokkulanter, vil forøge omkostningerne betragteligt af afvandingsprocessen (øget omkostninger på indkøb af flokkulant, transport af afvandet slam, behandling af rejektvand),« skriver Teknologisk Institut og de andre forfattere til rapporten:

»Endvidere findes der andre applikationer af bio-flokkulanter, hvor flokkulering bruges til at separere og genvinde højværdikomponenter. Her vil (rester af) flokkulanten komme i kontakt og blive tilbageholdt i det separerede materiale, og der stilles ofte sektorspecifikke krav om bionedbrydelighed. Således viser BioFlok projektet med tydelighed at der forsat vil være et marked for bio-flokkulanter, mens disse skal optimeres yderligere for at kunne finde bred anvendelse.«

Styrelse vil ikke begrænse slamudbringningen

WaterTech har spurgt Miljøstyrelsens kontor for Cirkulær Økonomi og Affald, om der er nogen overvejelser om at lave begrænsninger på at sprede slammet, f.eks. som i Tyskland – eller man kan gøre noget andet for at begrænse denne spredning af akrylamid til miljøet?

Kontoret svarer:

»Miljøstyrelsen har ikke på nuværende tidspunkt nogle planer om at begrænse mængden af spildevandsslam, der udbringes på marker på baggrund af dets indhold af polyakrylamid. Styrelsen baserer dette på vores nuværende viden om polyakrylamid og dets skæbne i miljøet.«

Miljøstyrelsen tilføjer, at »det er almindeligt kendt, at der anvendes polyakrylamid i spildevandsrensningsprocessen« – og henviser til rapporten ’Microplastics Occurrence, effects and sources of releases to the environment in Denmark’.

»Det er også bevist, at polyakrylamid kan nedbrydes til akrylamid,« skriver styrelsen og henviser til en undersøgelse fra 1997: ’Environmetal Degradation of Polyacrylamide. II. Effects of Environmental (Outdoor) Exposure. Ecotoxicology and environmental safety’. Styrelsen henviser også til et såkaldt nabotjek i 2018 ift., hvordan andre lande regulerede udbringningen af spildevandsslam.

»På daværende tidspunkt var der ikke nogle lande, der var en del af nabotjekket, som tjekkede for polymerer i deres spildevandsslam. Efterfølgende er Tyskland, som du selv skriver i din mail, begyndt at forbyde udbringning af spildevandsslam, såfremt der har været brugt polyacrylamid i behandlingen af spildevandsslammet. Og Sverige udarbejdede i 2020 en rapport om holdbar slamhåndtering. Her anerkender de brugen af polymerer i spildevandsbehandlingen, men fastsætter ikke krav til, hvad indholdet af polymerer må være,« fremhæver Miljøstyrelsen.

Ikke bevist problem med drikkevand

Styrelsen gennemgår herefter, om der er risiko for hhv. grundvand, planter og mennesker.

»Ved grundvandsovervågningen 1989-2019 blev der testet for akrylamid ved 279 boringer. Ingen af boringerne konstaterede, at der var en overskridelse af drikkevandskvalitetskriteriet på 0,05 µg/l. Ved en risikovurdering af akrylamid fra 2002 fandt man, at predicted environmental concentrations (PEC) for akrylamid i sediment ved spildevandsbehandling ville være 0,005 mg/kg.«

»Flere studier bekræfter, at naturlige mikrober i jord, sediment eller vandsystemer kan nedbryde akrylamid til ammonium eller akrylsyre. Der er derfor en stor chance for, at mængden af akrylamid der tilføres miljøet vil kunne nedbrydes naturligt,« skriver styrelsen og henviser til ’Polyacrylamide degradation and its implications in environmental systems’ i det videnskabelige tidsskrift ’Clean Water’.

»Opsummerende: Man har ikke set en overskridelse af drikkevandkriteriet for akrylamid, og flere studier bekræfter, at naturlige mikrober kan nedbryde akrylamid til andre forbindelser,« skriver kontoret – der tilføjer, at man kun har fundet en mindre toksisk effekt for planter ved 10 mg/kg tør jord ved en risikovurdering af acrylamid fra 2002. Men styrelsen »kender ikke til, at det skulle være overskredet på danske landbrugsjorde«.

Ift. risiko for mennesker har akrylamid ifølge styrelsen ikke særlig højt potentiale for bioakkumulering, hvorfor der normalt ikke er risiko for mennesker og biota (ifølge bl.a. denne risikovurdering (side 13)). 

»Drikkevandsvejen vil derfor være den eneste vej, hvor det er relevant at overveje menneskelig eksponering fra miljøet. Men der ses efter årtier med brug af polyakrylamid ikke at være et problem i forhold til akrylamid og drikkevand,« skriver styrelsen.

Kritiker peger på, at det er gamle studier

Ida Aagaard Larsen fra Niras modargumenterer, at »halveringstiden for polyakrylamid er meget lang – estimeret til over 5 år – og polyakrylamid i sig selv er ikke ret godt undersøgt. 

»Og det handler ikke om at tjekke for polymerer, men bare slå op i indberetningsskemaer for, hvor meget der bliver tilsat.«

»Studiet i Clean Water nævner også, at det er nødvendigt at genbesøge økotoksiciteten af polyakrylamid, bl.a. med ordene: ‘Moreover, the toxicity, transport, fate, and removal efficiency of degraded PAM needs to be re-examined in light of existing information on both PAM and the acrylamide monomer’,« fremhæver hun.

Ida Aagaard Larsen er enig i, at det er svært at finde effektive alternativer, men hun holder fast i, at det er nødvendigt at blive klogere på afvandingsprodukterne og polyakrylamids skæbne i miljøet. 

»En halveringstid på over fem år gør polyakrylamid ekstremt persistent, så det giver i sig selv anledning til bekymring. Det vil være hensigtsmæssigt at genbesøge risikovurderingen af både polyakrylamid og akrylamid, da det er meget gamle studier. Det vil være hensigtsmæssigt og rettidig omhu for miljøets skyld, når eller hvis slammet fortsat skal anvendes som gødning.« 

Læs om, hvad polymer(er) egentlig er her.