Iran lader besætning gå fri efter at have overtaget skib
Iran tog i april kontrol over skibet MSC “Aries”. Her ses person fire sig ned på skibet på billede frigivet 13. april.
Iran har frigivet besætningen på et beslaglagt skib med forbindelse til Israel.
Det siger Irans udenrigsminister, Hossein Amirabdollahian.
For omtrent tre uger siden blev skibet MSC “Aries” beslaglagt af Iran i Hormuzstrædet.
Irans Revolutionsgardes specialstyrker var med til at tage kontrol over skibet ifølge officielle iranske medier. Video viste, hvordan soldater firede sig ned på skibet.
Iran beholder skibet for nu, men vil lade besætningen på 25 personer vende hjem.
Beslaglæggelsen fandt sted, mens spændingerne mellem Israel og Iran var ved at koge over.
Den iranske regering havde lovet gengæld for et angreb på landets konsulat i Damaskus. Iran beskylder Israel for at have udført angrebet.
– Skibet, som slukkede sin radar i Irans territorialfarvand og bragte navigationssikkerheden i fare, er beslaglagt af juridiske årsager, siger Amirabdollahian i et opslag på det sociale medie X.
Han siger, at besætningen er blevet løsladt af humanitære årsager, og sømændene kan nu vende tilbage til deres egne lande sammen med skibets kaptajn.
MSC leaser skibet af Gortal Shipping, som er knyttet til Zodiac Maritime, der er delvist ejet af den israelske forretningsmand Eyal Ofer.
Størstedelen af besætningen er ifølge nyhedsbureauet dpa indisk.
Kort efter beslaglæggelsen af skibet sendte Iran droner og missiler afsted mod Israel i det første direkte angreb på israelsk territorium nogensinde.
Angreb på handelsskibe i Det Røde Hav og Adenbugten fra den Iran-allierede houthibevægelse har haft store konsekvenser for global handel.
Houthierne siger, at angrebene er til støtte for palæstinensere i Gaza, hvor Israel står i spidsen for en offensiv, der ifølge Gazas sundhedsmyndigheder har kostet knap 35.000 mennesker livet.
/ritzau/Reuters