Din glemte flaske koster naturen dyrt
– Vi har alle sammen en pligt til at rydde op efter os selv, og det gælder også, at man ikke lægger ting i naturen som flasker. Som forælder har man også en forpligtelse til at forklare det til sine børn, siger Mette Boye fra Verdensnaturfonden. (Arkivfoto).
Ni ud af ti flasker og dåser med pantmærker vender retur til systemet og kan blive genanvendt. Dansk Retursystem anslår, at der er cirka lige så mange pantautomater, som der er pengeautomater herhjemme. (Arkivfoto).
Når man står med sin tomme flaske eller dåse i hånden, skal man ikke tænke det som det nemme valg at smide den i en park, en cykelkurv eller en skraldespand, siger Mette Boye fra WWF Verdensnaturfonden: – Man skal tænke, at det ikke er en hurtig handling, det er faktisk noget, der har langvarige konsekvenser. Og det er et skridt tilbage for os alle sammen, ikke mindst for de dyr, som i første omgang lider. (Arkivfoto).
Mindst en million havfugle dør hvert år på grund af plastdele. – De spiser det, og så giver det en falsk mæthedsfornemmelse. De føler, at der ikke er behov for at spise, og så sulter de simpelthen ihjel, selv om de kun har plastik i maven, siger miljøfaglig direktør Mette Boye fra WWF Verdensnaturfonden. (Arkivfoto).
Forestil dig et bjerg af 170 millioner plastikflasker og dåser. Så mange ender hvert år i skraldespanden, i naturen eller et andet sted uden for retursystemet.
For på trods af at 92 procent af pantflasker og dåser herhjemme faktisk bliver puttet i flaskeautomaten, tegner de resterende procenter sig stadig for en kæmpe bunke af uudnyttede ressourcer.
Særligt blandt de unge halter det lidt med at komme forbi pantmaskinen. Derfor er WWF Verdensnaturfonden gået sammen med Coca-Cola om en kampagne, der skal få flere til at forstå de langvarige konsekvenser, når plast og aluminium ikke vender retur og kan genanvendes.
– Plastikflasker er i vores natur i mindst 400 år. Imens flasken bliver nedbrudt, bliver der langsomt frigivet bittesmå molekyler, som bliver en del af jorden, vandet og luften, siger Mette Boye, som er miljøfaglig direktør hos WWF Verdensnaturfonden.
– Vi kan dokumentere, at det bliver optaget i vores fisk, havpattedyr og havfugle. Så en flaske i naturen bliver ikke bare liggende, den bliver nedbrudt og ender i vores økosystem og vores dyr, siger hun.
Aluminiumsdåserne er endnu længere tid om at blive nedbrudt, tilføjer hun.
Ender din pant i skraldespanden, eller bliver flasken sorteret som plast, bliver den ikke genanvendt nær så effektivt set ud fra et miljømæssigt synspunkt som i pantsystemet.
Det skyldes ifølge Dansk Retursystem, som driver pantsystemet, at man i langt de fleste tilfælde kan køre direkte flaske-til-flaske- eller dåse-til-dåse-kredsløb, som er det højeste genanvendelsesniveau.
– Man kan i virkeligheden stå med den samme genanvendte flaske i hånden igen engang, hvis den kommer retur i pantsystemet. Det kan man ikke regne med, hvis man smider den i skraldespanden eller sorterer den som plast, siger Anne-Mette Bundgaard, som er kommunikations- og brandingchef hos Dansk Retursystem, og uddyber:
– Det har betydning både i forhold til CO2-aftrykket, når man kan genanvende frem for at lave en ny flaske eller dåse helt fra bunden. Og også i forhold til det råstof, den oprindeligt er lavet af, for hver gang vi skal grave nye materialer op, udpiner vi de ressourcer, der er i jorden.
Dansk Retursystem lavede i 2019 en undersøgelse, der viste, at panten, der ikke kommer retur, ikke bare skyldes uvidenhed om konsekvenserne, men i høj grad bekvemmelighed.
– Vi ser det tydeligt, når vi arbejder med events – men også ude i gadebilledet – at der ikke skal være mange 100 meter imellem, hvor du kan aflevere din flaske eller dåse, før den ender i skraldespanden, siger Anne-Mette Bundgaard.
Selv med gode intentioner kan det ende galt. Anne-Mette Bundgaard peger på et problem, hun kalder “ejerløs pant”.
Det kan for eksempel være, når du prøver at aflevere en flaske i automaten, men den bliver afvist på grund af en ridse i stregkoden på etiketten. Hvis flasken lander på gulvet ved siden af maskinen, er der ikke længere nogen, der føler et ejerskab over den.
– I det øjeblik bliver den sårbar. For hvem gør så noget med den?, siger Anne-Mette Bundgaard retorisk.
/ritzau/