Analyse: Vi har store forventninger til forskerne - men ‘Hope is not a strategy'.

Forskerne har gennem mange år og med rette følt sig noget overset i det politiske landskab.

For at rette op på det spøgte de forskningspolitiske ordførere for nogle år siden med at ville etablere en bande kaldet Loyal to Science, så de sammen på tværs af partiskel kunne råbe deres kolleger op, når forskningen for alvor skulle prioriteres i forhold til andre områder, som mange lettere kan forstå og umiddelbart se nytten af. Men uden større held.

Men nu er der for alvor blevet skruet op for opmærksomheden og forventningerne til forskningen. Jeg mindes ikke, at forskning og videnskab før har fået så stor omtale i dronningens og statsministerens nytårstaler som ved dette årsskifte.

»Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed. Vi står over for store udfordringer og forpligtelser, ikke mindst af hensyn til de kommende generationer,« sagde majestæten.

Statsministeren satte et konkret mål om grønne indenrigsflyvninger fra 2025. »Bliver det svært? Ja. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg,« sagde Mette Frederiksen, der fortsatte: »Vi er allerede på vej. Dygtige forskere og virksomheder arbejder på løsningerne.«

Forskningens betydning for vacciner og enden på pandemien blev også direkte nævnt i begge taler.

Nu er det så op til forskerne at løse opgaven. Men har de forudsætningerne, og er de villige til at påtage sig ansvaret?

Det er nok ikke noget, vi kan bare kan håbe på sker af sig selv. Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, blev berømt for i en e-mail i februar 2020, før det første coronatilfælde var registreret i Danmark, at bemærke: »Hope is not a strategy« – og det gælder vel også forskning.

I den internationale elite

Udgangspunktet er i hvert fald generelt godt. Alle objektive data viser, at dansk forskning både absolut og i særdeleshed i forhold til vores lands størrelse tilhører den internationale elite – såvel inden for grøn forskning og sundhedsforskning som mange andre forskningsområder, som nok stadig kæmper med at få opmærksomhed, men som også er vigtige for at skabe arbejdspladser og velstand i bred forstand for det danske samfund på langt sigt.

Det første relevante spørgsmål er, om ressourcerne er til stede. Hvis vi løfter blikket og betragter forskning helt generelt – og ikke kun betragter grøn forskning og sundhedsforskning – kan vi konstatere, at der aldrig tidligere er blevet brugt så store offentlige beløb på forskning i Danmark. Da Danmark tilmed er begunstiget med at have en række alment velgørende fonde, som støtter forskning med betydelige milliardbeløb hvert år, så er mange af vores bedste forskere faktisk godt rustet til at levere.

Men det betyder ikke, at der ikke vil være god mening i at øge den offentlige forskning fra det nuværende niveau på 1 pct. af bruttonationalproduktet til f.eks. 1,5 pct. over en årrække. Der er nemlig alt for mange gode forskningsprojekter, som ville kunne være en gevinst for samfundet, der ikke bliver gennemført.

I dag er der et klart mismatch mellem antallet af forskere og de bevillinger, der er til rådighed. Hovedparten af forskerne skal selv skaffe finansiering fra offentlige eller private fonde til deres projekter, og for manges vedkommende også deres egen løn. Her er succesraten nu så lav – i runde tal 10 pct. de fleste steder – at enten burde der være færre forskere, eller også burde bevillingerne øges.

Forskning er karakteriseret ved at være meget konkurrencepræget og et hårdt udskilningsløb. Sådan skal det også være. Det er ikke ønskeligt, at alle de, som begynder en forskerkarriere, skal blive på universiteterne, eller at enhver forsker kan få lige det vedkommende ønsker – det vil kvæle dynamikken. Men der må skabes et bedre forhold mellem antallet af forskere og bevillinger.

Den øgede politiske opmærksomhed omkring forskningen er positiv, men ikke alle forskere er begejstret for, at man inspireret af bl.a. EU’s forskningsprogrammer nu lægger vægt på såkaldt missionsdrevet forskning. Inden for den grønne forskning er f.eks. defineret fire missioner: Fangst og lagring af CO2, Power-to-X, klima- og miljøvenlig fødevareproduktion samt genanvendelse og reduktion af plastaffald.

En lineær proces?

I store dele af forskningsverdenen møder man det synspunkt, at man udelukkende bør støtte de bedste forskere og de bedste forskningsprojekter uden hensyn til det sigte, denne forskning har – ud fra princippet om, at ingen alligevel kan udpege, hvor de forskningsmæssige gennembrud vil komme. Visse baserer det på den naive opfattelse, at innovation og nye løsninger altid er et resultat af en lineær proces, der begynder med grundforskning, der senere fører til anvendt forskning og udvikling. Sådan kan det foregå, men det omvendte kan også være tilfældet.

Dampmaskinen blev opfundet i begyndelsen 1700-tallet, men først i midten af 1800-tallet fik man ud fra ønsket om at optimere dampmaskinen og energiprocesser udviklet det teoretiske fundament i form af termodynamikken, som kunne anvendes i mange andre sammenhænge.

At grundforskere også kan have gavn af at tænke industrielt og konkret, er opfindelsen af maseren (mikrobølgeforgængeren for laseren) et eksempel på. I princippet havde Einstein allerede i 1917 forklaret, hvordan en laser eller maser fungerer, men kun fordi Charles Townes under Anden Verdenskrig mere eller mindre var blevet tvunget til at involvere sig i udvikling af radarteknologi – et missionsdrevet forskningsprojekt, kan man vel godt kalde det – fik han i 1951 ideen til, hvordan man rent faktisk kunne bygge en maser.

Når det specielt gælder energi­forskning, er det også værd at nævne, at to af vores mest berømte videnskabsmænd, Niels Bohr og H.C. Ørsted, der begge er mest berømte for deres grundvidenskabelige opdagelser, også var involveret i missionsdrevet forskning, når fædrelandet kaldte eller bød.

H.C. Ørsted blev af kongen i 1818 og 1819 i årene før hans opdagelse af elektromagnetismen sendt til Bornholm for at kortlægge øens geologi især med hensyn til mulige kulforekomster.

Niels Bohr blev udpeget som formand for Atomenergikommissionen og var som sådan med til at etablere både Risø og udforske mulighederne for at udvinde uran i Kvanefjeldet i Grønland i 1950’erne.

Nu er det andre energiproblemer og løsninger, Danmark har brug for at fokusere på. Skal de store forventninger indfries, kræver det, at vores fremmeste forskere byder helhjertet ind på opgaven, og at de får de rette betingelser. Det er ikke nok at håbe.